headerkrible
foot

Kære Krible Krable-fan

Særpris er uddelt i årets Mikroforskerkonkurrence 2022:
STORT TILLYKKE til 3.a på Skårup Skole, der indsendte deres bidrag til Mikroforskerkonkurrencen. Beskrivelsen af deres projekt med "Liv og død" tog både juryen og Krible Krable-kontoret med storm.
Mikroforskermetoden blev kun delvist fulgt igennem projektet, men til gengæld var engagementet, elevinddragelsen og nysgerrigheden i top, og det udløste en særpris i form af en pengepræmie på 5.000 kr. og et klassesæt med Krible Krable-t-shirts.

Juryens udtalelse til lærerne:
"Vi er fuldstændig imponeret over jeres projekt og jeres måde at stilladsere undervisningen omkring ‘Liv og død’. I får eleverne engageret og involveret i et meget svært emne, herunder det etiske der ligger i ‘Liv og død’. Det er tydeligt, at eleverne har været enormt optagede af projektet, og de har deltaget med iver og motivation - lige fra undersøgelser og observationer til besøg hos eksterne eller bygning af dødebure. Hvis I har lyst til at arbejde med hele Mikroforskermetoden i dette projekt, kan I nemt lade eleverne opstille hypoteser, fx for hvilke faktorer der skal til i forbindelse med nedbrydning, og lade dem designe deres egne undersøgelser, der kan be- eller afkræfte deres hypoteser. Forslag til variable kan i den sammenhæng være temperatur, fugtigheden, de forskellige dele af et dyr, insekter/pattedyr osv. osv. Mulighederne er mange, og vi er sikre på jeres elever selv kan finde på spændende og relevante hypoteser, de kan undersøge. Virkelig flot arbejde og stort tillykke med særprisen."

Læs rapporten med det inspirerende forløb, og få gode idéer til at arbejde med temaet: "Liv og død".

- og med denne skønne beretning ønskes I glædelig jul fra Krible Krable-kontoret.

- Lad det Krible og Krable

Med venlig hilsen
Kari Hald
Projektleder og naturvejleder

Lenette Schunck
Projektmedarbejder og naturvejleder
Sara Bøndergaard
Projektmedarbejder og natur- og friluftsvejleder