headerkrible

Kære Krible Krable-fan

Er du klar til den nye hverdag?
Vi håber, at alle har haft en god påske.

Krible Krable er tilbage efter flere ugers nedlukning, og nu kan vi endelig komme i gang med at pakke og sende materialer ud, til alle de dagtilbud og skoler, der allerede har været inde og bestille via vores hjemmeside.
Det er så fedt; der ligger 200 bestillinger og venter; men vi vil gerne have endnu flere, så flest mulige børn og voksne får glæde af materialerne i den kommende tid, når der er fokus på udeskole og dagtilbud i naturen.
Så del gerne det gode budskab: Krible Krable er klar!

Krible Krable kan inspirere dig med sit nye sommerfuglemateriale
Du kan bestille sommerfuglehæftet, sommerfuglelarver og frøposer, og det er nu også muligt at ansøge om en lyslokningsrygsæk.
Den er tænkt til udlån til forældre i dagtilbud, så børn og forældre selv kan gå ud i sommernatten og lave lyslokning og bagefter formidle oplevelsen videre til de andre børn. Se hvad rygsækken indeholder her.
Da der er lavet et begrænset antal rygsække, vil vi opfordre til, at man enten går sammen i netværk eller områder, så flere dagtilbud deles om én rygsæk.
For at komme i betragtning til rygsækken, skal du derfor i feltet ”Formål og deltagere” beskrive hvem I vil dele rygsækken med, og hvor mange børn/voksne, der får glæde af den.

- og nye Mikroforskermateriale
Du kan også bestille materialer der understøtter Mikroforskermetoden: der er en lærervejledning, vores flotte A1 plakat til klassen, og lige om lidt får vi en sprit ny sending proceskort, der samlet i et lille A6 hæfte forklarer hvordan man anvender metoden. For hvert punkt er der gode tips til brug af metoden både i vuggestue, børnehave og indskoling.
Og HUSK, at du stadig kan tilmelde din 0.-3. klasse til Mikroforskerkonkurrencen 2020.

Vi glæder os, og håber at I vil tage godt imod det nye materiale

God fornøjelse
- Lad det Krible og Krable

Med venlig hilsen
Krible & Krable

Kari Hald
Projektleder og naturvejleder

Lenette Schunck
Projektmedarbejder og naturvejleder
foot