Jyderup kommune, Jyderupskolen, 2E, Gitte Blach
Projektet har fået tildelt en 3. plads i kategorien 2. – 3. klasse
Projektet er et fint gennemarbejdet forløb, med tydelig fokus på Mikroforske- metoden og elevinddragelse. Der er implementeret en fin stilladsering, der veksler mellem at være struktureret, guidet og åben, så eleverne har haft mulighed for at træffe egne valg. Særligt processen omkring elevernes valg af egne hypoteser og undringsspørgsmål er godt stilladseret.
Forløbet starter op med rigtig god undren rammesat i forhold til hvilken lokation eleverne fandt dyrene.
Der benyttes relevante undersøgelsesmetoder, herunder research (fakta) samt observationer (edderkopper, edderkoppespind, brug af teknikker som lup, stereolup og præparat). Der kunne godt have været flere undersøgelser, fx eksperimenter, relateret til elevernes undringsspørgsmål, som hjælp til at eleverne kunne komme endnu bedre i mål med konklusioner i forhold til deres undren.
‘Fortæl det videre’ løses kreativt og eksemplarisk. Det er super godt tænkt, at eleverne skal videndele med hjælp fra en procestegning, og at deres præsentation optages på video.
Projektet er rigtig godt eksempel på naturfagsundervisning af høj kvalitet. Stort tillykke til de involverede lærere og elever.