Mikroforskerkonkurrencen

BLIV ÅRETS MIKROFORSKERKLASSE

Som et nyt element i Naturvejledning Danmarks projekt ”Krible Krable – flere små forskere i naturen” udskrives for første gang i 2020 en børneforskerkonkurrence for 0. – 3. klasse.

Målet med konkurrencen er, at få de yngste elever til at undersøge og udforske det der undrer dem i Krible Krable universet, ved hjælp af Mikroforskermetoden.

TILMELD DIN KLASSE

Tilmeld din klasse fra 1. april til 1. september 2020 på www.mikroforsker.dk

Gennemfør jeres Mikroforsker projekt i løbet af august, september og oktober.

Send rapporten om jeres projekt ind på www.mikroforsker.dk senest 31. oktober 2020.

Ved tilmelding får I tilsendt vejledning, proceskort og plakat, som kan hjælpe jer gennem processen. Læs mere om metoden her (/metode/)

DELTAG I KONKURRENCEN

I skal bruge Mikroforskermetoden til jeres projekt og emnet for konkurrencen er Krible Krable universet: Små dyr i den nære natur.

Send rapporten om jeres projekt ind på www.mikroforsker.dk senest 31. oktober 2020.

Bemærk at I først deltager i konkurrencen, når I har indsendt jeres rapport.

HVEM KAN DELTAGE?

Klasser i 0. – 3. klassetrin kan deltage. Specialklasser på lignede trin, er også velkomne til at deltage.

Hvis du har spørgsmål til konkurrencen, kan du kontakte Kari Hald fra Krible Krable på følgende mail: kriblekrablekari@gmail.com

METODEN

Læs mere om metoden

I 2019 gennemførtes et pilotprojekt i Danmark. Se de afleverede rapporter fra 2019.

Og nyd denne video af en klasse der arbejdede med snegleslim.

Mikroforsker er inspireret af Nysgjerrigper, udviklet af Norges Forskningsråd. Nysgjerrigper har eksisteret siden 1990 og der er meget inspiration og viden at hente på deres hjemmeside: www.nysgjerrigper.no

DEN GODE MIKROFORSKERRAPPORT

– er lavet af de små forskere.

For at deltage i konkurrencen om at blive årets Mikroforskerklasse, skal I aflevere en rapport til Krible Krable som viser juryen, at I har arbejdet med alle trinnene:

  • jeres tur ud i naturen,
  • jeres undringsspørgsmål
  • jeres hypoteser
  • Jeres plan for undersøgelserne
  • de gennemførte undersøgelser
  • Jeres resultater og konklusionen
  • dokumentation af formidling til andre.

En god Mikroforskerrapport viser og fortæller tydeligt historien om jeres forløb videre til andre, som kan blive inspireret og motiveret til selv at gå i gang med mikroforskermetoden. Det er helt op til dig som lærer, at vælge en udtryksform, hvor dine elever kan byde ind mest muligt med tegninger, citater, fotos og tekst på det klassetrin de befinder sig. Børnestavning er velkommen og trækker ikke ned i vurderingen. Læreren er også velkommen til at fungerer som sekretær for elevernes egne ord.

Involver gerne så mange af eleverne som muligt i fremstillingen af slutproduktet. Det kunne være en fotocollage eller en fysisk foldebog, som I affotograferer og indsender som pdf-fil.

En god rapport hjælper juryen med at forstå jeres overvejelser og handlinger undervejs. Læs nedenfor hvad juryen vægter, når de vurderer jeres Mikroforskerrapport.

Printvenlig pdf med “Den gode Mikroforskerrapport”.

HVAD KUNNE VÆRE INTERESSANT AT FÅ MED FRA DE 7 TRIN:

Ud i naturen

Hvilken slags natur besluttede I at udforske, og hvordan organiserede I det?
Besøgte I samme sted flere gange? Hvilke Krible Krable dyr fandt I, og hvordan studerede I fangsten?
Hvad blev I især optagede af of nysgerrige på derude?

Jeg undrer mig over

Hvorfor valgte I netop at arbejde videre med det valgte naturfaglige spørgsmål?
Hvad er det ved temaet, som I syntes er særligt interessant, og hvorfor er det vigtigt at forske i?
HUSK: at et Naturfagligt spørgsmål slutter med et spørgsmålstegn.

Hvorfor er det sådan?

Hvad gættede I på? Hvad troede I var svaret? Hvad var jeres hypotese?
Hvilken hypotese valgte I at arbejde videre med? Hvorfor blev det netop den/dem, I valgte?
HUSK: at ingen gæt/hypoteser er forkerte. Man kan aldrig tro noget forkert!

Læg en plan

Hvordan planlagde I at teste jeres hypoteser? Hvad overvejede I, da I planlagde jeres undersøgelser?
Hvad ville I gøre og hvorfor? Hvad skulle I bruge til de videre undersøgelser?

Hent oplysninger

Hvordan valgte I at undersøge, om det i troede var rigtigt?
Hvad gik ikke som planlagt? Måtte I ændre planen undervejs? Hvordan samlede I data (observationer, registreringer) undervejs?
Sørg for at få alle resultater med i rapporten – iagttagelser, spørgeskemaer, svar, tabeller, mails og alt det som viser, hvad I har gjort og fundet ud af.

Vi har fundet ud af

Hvad har I fundet ud af?
Blev jeres hypoteser afkræftede eller bekræftede? Hvad kunne gøres anderledes en anden gang?
Hvad har I observeret i forhold til naturfaglige spørgsmål I startede med?
Kunne I gøre noget, for at gøre resultatet mere troværdigt?

Fortæl til andre

Hvad fandt I ud af, som kunne være interessant for andre at høre om?
Til hvem og hvornår vil I formidle jeres forskning? Er der noget, som I synes, kunne være godt at forske videre på? Hvad fungerede godt, og hvad kunne være gjort anderledes i jeres projekt?

JERES MIKROFORSKERRAPPORT BLIVER VURDERET AF EN JURY:

Når juryen vurderer jeres projekt, så ser de ikke kun på resultaterne af jeres forskning.
De vurderer helheden og sammenhængen mellem de 7 trin i Mikroforskermetoden samt den proces eleverne har været igennem fra Krible Krable-tur i naturen til konklusion og formidlingen til andre.

Juryen vil på de enkelte trin vægte følgende:

Ud i naturen

Om alle Mikroforskerne er involveret i undersøgelserne ude på turen.

Jeg undrer mig over

Om I har valgt et naturfagligt spørgsmål, som Mikroforskerne selv kan undersøge.

Hvorfor er det sådan?

Om der er en bred variation af hypoteser, som afspejler Mikroforskernes egne gæt.

Læg en plan
Om Mikroforskerne lagde en plan, som gjorde det overskueligt at gennemføre undersøgelserne.

Hent oplysninger
Om Mikroforskerne har planlagt forskellige metoder til at undersøge deres hypoteser og indhente data.

Vi har fundet ud af

Om Mikroforskerne opdaget noget nyt, interessant, overraskende eller vigtigt uanset om jeres hypoteser blev bekræftet eller afkræftet.

Fortæl til andre

Om Mikroforskerne har formidlet deres forskning til andre, og gerne på flere forskellige måder.

Printvenlig pdf med “Jury, vurdering og præmier”.

PRÆMIER:

Jury: Lene Christensen, specialkonsulent på Astra – Det nationale naturfagscenter og Ulla Hjøllund, Selvstændig naturfagskonsulent

Præmierne er et beløb, til et besøg eller udflugt – på skolen eller i lokalområdet – med et naturfagligt indhold. Alle klasser, der afleverer en rapport, får tilsendt plakat, diplomer og Mikroforskerbadges til alle elever.
Konkurrencen er opdelt i to kategorier:

0. – 1. klasse i almindelig grundskole eller alle elever er under 8 år

  1. præmie kr. 10.000,-
  2. præmie kr.   8.000,-
  3. præmie kr.   5.000,-

2. – 3. klasse i almindelig grundskole eller mindst en elev er fyldt 8 år

  1. præmie kr. 10.000,-
  2. præmie kr.   8.000,-
  3. præmie kr.   5.000,-